Voksne børn

Voksne, der som barn eller ung voksede op i en familie med en eller to forældre, der var psykisk syge/sårbare, kaldes voksne børn.

Voksne børn

Vi vil jo altid – i hver tilfælde så længe vores forældre lever – være ‘børn’ overfor vores forældre. Uanset, hvornår man derfor oplever, at ens mor eller far udvikler en psykisk sygdom eller sårbarhed , vil man derfor være et voksent barn.

Begrebet voksent barn bruges typisk om de mange børn og unge af psykisk syge og sårbare forældre, af misbrugende, alkoholiserede eller af omsorgsvigtende forældre, der oplever forskellige former for svigt pga. den manglende omsorg i barndommen og/eller ungdommen.

Vores barndom og de måder, som vi der lærer at være i relation til os selv, til andre og til livet på, er meget betydningsfulde for vores udvikling resten af livet. Vores personlighed grundlægges på mange måder der og dersom man er vokset op med svigt eller forskellige belastninger i sin barndom eller ungdom, “følger” dette en, også når man forlængst er flyttet hjemmefra.

Disse børn og unge bliver som voksne til “voksne børn”, dvs. voksne, der stadigvæk har det svært. Enten pga. følgevirkninger af barndommen/ungdommen og/eller pga. fortsatte vanskeligheder med den ene eller begge forældre.

Da ingen barndom eller ungdom er ens og da der er stor forskel på, hvor meget pårørende man bliver som barn eller ung og hvor “ramt”, man bliver, er konsekvenserne og følgevirkninger meget forskellige fra person til person. Ligesom der er forskel på, hvor vi i øvrigt står i livet, hvilket også influerer på vores “pårørende-identitet”. 

Nogle voksne børn oplever først, når de er voksne, at deres mor eller far udvikler en psykisk sygdom eller sårbarhed. Mange af disse voksne børn vil have haft en ‘normal’ barndom med tilstedeværende forældre/forælder, men vil på mange måder udvikle samme “pårørende-identitet” (se nedenfor). I tillæg vil mange af disse bære rundt på en sorg over at have mistet en tidligere rask forælder.

Pårørende-identitet som voksent barn

Mange voksne børn udvikler ofte en særlig slags identitet kendetegnet ved, at de f.eks.:

    • slider med lavt selvværd og præstationsangst og har svært ved at anerkende sig selv
    • stiller umulige og urealistiske krav til sig selv, samtidig med de har svært ved at stille krav og have forventninger til andre
    • har svært ved at slippe ansvar og kontrol og af samme grund har svært ved leg og spontanitet
    • har svært ved at slippe ansvaret for deres pårørende
    • har svært ved at skifte miljø og kan opleve det særligt belastende at indgå i en gruppe, i skolen, i institutionen, på arbejdspladsen, mv.
    • ikke sjældent føler sig udenfor og anderledes end andre
    • kan have svært ved at mærke deres følelser, fordi de er vant til ofte at måtte tilsidesætte dem, tilpasse sig og undertrykke deres behov.

De voksne børn slås ofte med følelser som skam- og skyldfølelser, lavt selvværd, mindreværds- og afmagtsfølelser, ’ked af det-hed’, depressive og selvdestruktive følelser og tanker, uforløst sorg, irritation og vrede, stor ensomhedsfølelse og en oplevelse af at være udenfor/anderledes.

Herudover ofte blandede følelser i forhold til den, de er pårørende til. Følelser, der kan stritte i forskellige retninger og nogle gange noget svære at navigere i.

Mange voksne børn lærer som mestringsstrategi at tage ansvar og at være i kontrol. De lærer at tage sig af andre og at indrette sig efter omgivelsernes behov, følelser og humør.

Mange voksne børn påtager sig alt for tidligt i livet rollen som den voksne i familien, hvilket almindeligvis kaldes at være ’for tidlig voksen’.

Nogle voksne børn har haft en så omsorgssvigtet og traumatiseret barndom, at de har særlig svært ved at blive klar over, hvem de egentlig selv er. Hvad de føler,  har behov for og hvad de vil med livet. For dem kan hele deres identitet og (for nogle) hele eksistens være udfordret.

Mange voksne børn slås med vanskeligheder i nære relationer til andre – familie, kæreste/ægtefælle, børn og venner – men også i andre relationer, som f.eks. arbejds- og studierelationer.

Mestringsstrategien at være voksen

Der ér dog også voksne børn, der – netop fordi de tidligt i livet har lært at være mor eller far for deres egen mor eller far og måske også for andre søskende – tidligt har lært at begå sig og klare livsudfordringer.

Disse voksne børn er grundlæggende præget af nogle af de samme forhold, som nævnt ovenfor, men er ofte knapt så meget ramt på selve deres personlighed og formår at skabe sig et meningsfuldt og sammenhængende liv på samme måde, som mange andre.

Vi er alle præget af vores familieforhold og for disse voksne børn er dette selvfølgelig også gældende. Det store spørgsmål for disse voksne børn vil ofte være, hvad det har betydet for deres liv – dengang og nu – at skulle blive tidligt voksen.

I øvrigt

At være voksent barn har ikke noget med alder at gøre og mange erkender i en sen alder, at mange af deres udfordringer i dag stadigvæk kan henføres til deres barndoms- eller ungdomsår.

Mange voksne børn bliver aldrig, hverken af sig selv eller andre, opfattet som voksne børn (i betydningen barn af en psykisk syg/sårbar mor eller far), men udvikler en ‘overlevelsesstrategi’, hvor de prøver at klare sig, så godt de nu kan. Mange voksne børn udvikler selv psykisk sygdom eller sårbarhed og forstås desværre hverken af sig selv, andre eller professionelle ud fra deres omsorgsvigtende barndom.

Vi er alle dybt præget af og for nogle mærket af vores barndom, hvilket selvfølgelig også gælder, hvis man er vokset op med en psykisk syg/sårbar mor eller far. Mange voksne børn slås i deres voksenliv stadigvæk med at være autentiske og med grundlæggende vanskeligheder mht. identitet eller meningen med livet. Nogle gange går livet i fisk og det er tydeligt for både en selv og andre, at man har disse udfordringer. Andre gange mestrer man på bedste vi livet ‘udadtil’, men slås ‘indadtil’ med store spørgsmål vedr. ens plads i livet. Spørgsmål, der måske ofte ikke er der, men som uventet kan komme på besøg.   

Udviklingsarbejde for voksne børn

Hvis du endnu ikke har været i terapi og arbejdet med dine udfordringer i livet, er det måske værd at overveje. Til en start kan du gøre det med fokus på dig selv, uden at terapeuten/psykologen nødvendigvis arbejder med dig som det, du også er, nemlig voksent barn.

På et tidspunkt – uanset om du har været i terapi eller ej – kan du dog også overveje at arbejde med dig selv hos en psykolog med speciale i samtaler med voksne børn, hvor I sammen kan arbejde med dine udfordringer ud fra en forståelse af, at du er eller har været pårørende.

Nogle voksne børn erfarer i øvrigt, når de begynder at tage fat på at arbejde med sig selv, at de et stykke inde i processen oplever, at de er ved at (gen)lære kunsten at være et menneske. For nogen kan det give god mening i en periode i denne proces også at anlægge et mere eksistentielt perspektiv på sig selv. Netop den eksistentielle psykologi har jeg også en separat website om, som du finder her.

Netop dét at være vokset op i en bestemt og på mange måder måske dysfunktionel familiesammenhæng gør, at mange voksne børn er ekstra sårbare ift. forhold, der har at gøre med forældre, at ligne sine forældre, at få børn, at stifte familie, mv.

For mange giver det et helt nyt perspektiv på en selv og netop også forståelse af pårørendedelen at deltage i en pårørendegruppe. Netop i en gruppe, hvor alle deltagere er mere eller mindre “i samme båd” kan give en god anledning for erfarings- og vidensudveksling. Alt efter, hvad det faglige grundlag er for lige den enkelte pårørendegruppe, kan der være forskelligt fokus på viden om psykiske sygdomme, recovery og at være pårørende – eller på relationen til ens nærtstående – og til tider også fokus på psykologien i det at være pårørende.

At begynde som voksent barn at arbejde med, hvem man er, hvor man kommer fra og hvad ens forhold er og har været til ens forældre og måske familie er ofte en krævende proces. For nogle er det af naturlige grunde også en sorgfuld proces.

Centralt for mange voksne børn står en mistet barndom/ungdom eller sagt på en anden måde en barndom/ungdom, hvor fokus blev tilpasning til den livssituation og den familie, man nu engang befandt sig i. Konsekvensen blev manglende overskud og voksenstøtte til at udvikle sig som barn og som ung – som menneske, om du vil.

En eksistentiel psykologisk og mindfulfulnessbaseret tilgang

At tage sit eget indre barn i hånden og sige: “nu er jeg her for dig og passer på dig”, bliver en vigtig del af processen med at hele ens omsorgssvigtede barn.
Dette handler om at blive voksen, dvs. lære egne behov, følelser og krop at kende og tage vare herpå. Det handler om at blive det menneske, som vi nu engang er og på en måde finde tilbage igen til udgangspunktet, finde ind i sit inderste og lande i nuet.
Eller sagt på en anden måde: hvad det vil sige at være et menneske – hvordan håndterer vi bedst livet med dets udfordringer – hvordan passer vi bedst muligt på os selv,
Du kan finde mere inspiration til dette, dels her på min website om eksistentiel psykologi og dels her under mindfulness på dette website. 

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Copy link