Recovery

Ligesom du i dit liv har det som et livsvilkår, at du er pårørende, gælder det således også for din nærtstående, at vedkommende i sit liv har det livsvilkår at have en psykisk sygdom eller sårbarhed.

At være psykisk sårbar

Din nærtstående har fået sin del af livets udfordringer og vanskeligheder. Udover at have de udfordringer i livet, som er almindelige for os alle (at kunne engagere sig meningsfuldt i livet sammen med andre), så slås vedkommende i tillæg med psykiske, psykologiske og psykosociale udfordringer. Uanset hvad din nærtstående specifikt slås med, så indeholder vedkommendes liv stort set altid også sin del af nært kendskab til angst, depression, stress, manglende overskud og ressourcer til andre og til livet, vanskeligheder med relationer til andre og med at “passe ind” i en “almindelig” tilværelse. For blot til en start at nævne de psykologiske og psykosociale forhold..

De andre faktorer gælder f.eks. økonomi, manglende udredning og behandlingsmuligheder, udfordringer ift. bolig/ uddannelse/ job og konfrontation med en kultur og et sundhedsvæsen, der grundlæggende hverken forstår ‘sygdommen(e)’ og ofte kun sygeliggør.

Recovery

For et menneske med en psykisk sårbarhed handler livet grundlæggende om det samme, som det gør for os alle, at få et godt og meningsfuldt liv. En tilværelse, der nu engang er så god som mulig med de muligheder og begrænsninger, som den psykiske sårbarhed  medfører. Fokus er således ikke altid på at blive rask eller få et bestemt arbejde eller uddannelse, men om at kunne komme videre i livet og få et meningsfuldt liv. Tre komponenter er vigtige heri: håb – selvbestemmelse – muligheder.

På engelsk hedder den proces, hvor personen, der har en psykisk sygdom eller er psykisk sårbar, arbejder på at få et meningsfuldt liv, recovery eller på dansk: at komme sig. Det siger sig selv, at man ikke kommer sig efter en psykisk sygdom på samme måde som efter en fysisk, omend begge har det til fælles, at “helbredelsen” kan være fra 0 til 100 og alt muligt ind imellem. Men hvor vi – i bedste fald – ved meget mere om fysiske sygdomme, om behandlingsmuligheder og om hvad der virker hvordan, så er den menneskelige psyke meget mere kompleks og heles derfor ikke i en lige linje. Det er snarere en proces,  som går op og ned og frem og tilbage.

Visuelt kan det fremstilles som på tegningen nedenfor. Dog foregår recovery-processen i bedste fald kun som på tegningen, hvor pilen (th.) trods alt bevæger sig opefter. Pilen kan faktisk når som helst “hoppe af”, ryge ud til en af siderne eller gå tilbage. Hvilket netop understreger processen: at den ikke blot går lige ud og frem, men oftest er en snørklet proces.

Viden om recovery

Recovery, expectation vs. reality

Hvis du ønsker mere viden om, hvad recovery er, kan du læse mere på Socialstyrelsen, f.eks. her

Recovery og psykosocial rehabilitering

eller her

Recovery hos borgere med psykiske vanskeligheder og samtidigt misbrug.

Hvis du ønsker historier fra personer, der selv lever med psykisk sårbarhed, om deres oplevelser hermed og om vejen til et meningsfuldt liv, kan du kan også kigge forbi Outsideren, “hvor mennesker med psykisk sårbarhed eller psykiske lidelser producerer artikler og blogindlæg. Vi fortæller om smukke morgener, kriser og vejene tilbage til hverdagslivet”.

Hvorfor er det vigtigt for mig som pårørende at vide?

Du kender sikkert kun alt for godt til, at dit humør og overskud følger din nærtståendes humør og overskud. Det er jo ikke, når din mor, far, søster, bror, kæreste eller barnebarn har det godt, at du er mest fortvivlet og bekymret. Der kan vi tværtimod for en stund trække vejret og ofte håbefulde tro på, at det kan bedre sig og at det går den rette vej. Indtil næste modgangsperiode for din nærtstående, hvor vi også bliver smittet og vores humør igen dykker.

Men når humøret ikke er det bedste og vi måske har svært ved at holde fast i os selv, bliver vi knapt så klarttænkende og -klartseende og alt for følelsesmæssigt involverede. Alt sammen måske meget forståeligt, men også noget som vores nærtstående ikke er specielt godt tjent med.

På den korte og på den lange bane

På den korte bane

Når vi som pårørende hjælper, gør vi det ofte på den korte bane.  Dels er det næsten altid udfordringer og vanskeligheder i vores nærtståendes liv lige-her-og-nu, der fylder, dels virker det ofte uoverskueligt at få hold på et længerevarende perspektiv.

De fleste pårørende kender til problematikken, at hvis bare næste psykolog, medicin, diagnose, skole, uddannelse, sagsbehandler eller huslejebetaling (fortsæt selv listen) falder på plads, så kan vi ånde lettet op. Erfaringen siger dog næsten altid, at der bagefter igen kommer noget næste og næste og næste.

Jeg siger ikke, at du ikke skal hjælpe på den korte bane, men blot om et andet perspektiv også er muligt?

På den lange bane

Din nærtstående har et grundvilkår i sit liv, at vedkommende er syg eller sårbar og er udfordret på måder, der måske vil være ved lang tid fremover.

Du må derfor også spørge dig selv, hvordan du bedst kan hjælpe også på den lange bane. F.eks.:

  •  ved at acceptere, at dette ikke går væk med næste diagnose, næste skoletilbud, næste psykolog, mv.
  • ved at forholde dig reflekterende til, at megen hjælp lige-her-og-nu ofte udgør en bjørnetjeneste for din nærtstående
  • at det bedste, som du kan gøre som pårørende, er at være så lidt pårørende som muligt og i stedet for være forælder, søster, bror, barn af, kæreste, mv.

Støt din nærtstående i at komme sig

Jeg har af og til hørt pårørende sige: “Det eneste, jeg ønsker er, at han/hun får et godt liv”. I det ligger på den ene side anerkendelsen af, at jeg er nødt til at træde to skridt tilbage og overlade definitionen på, hvad der er et godt liv, til min nærtstående. Men der ligger også tit en oplevelse af, at dette er lettest at gøre, når jeg kan se, at det går fremad og svært at gøre, når det går tilbage eller der tilsyneladende ikke sker noget.

Men uanset hvad. Det er ikke op til nogen at definere, hvad et godt liv er for en anden. Jeg har set søskende gå i spåner over “udsigten” til, at deres nærstående måske aldrig fik en uddannelse, men også set et skift i deres stemning, når de i stedet for blot at tænke bekymrende fremtidstanker, faktisk fik talt helt konkret med deres nærstående om, hvad vedkommende ønskede, savnede, kunne lide og havde brug for. 

Din nærtstående har sit eget liv og du kan hjælpe og støtte meget ved at understøtte din nærtståendes “sunde” del. Dermed støtter du også vedkommendes recoveryproces, altså proces med at finde ud af, hvad der er et godt liv for vedkommende selv og med at finde vej i sit livsvilkår som psykisk sårbar. F.eks. ved at støtte små hverdagshandlinger, som opmuntrer og giver håb.

Du har dit liv og det vilkår i dit liv, at du er pårørende.
Din nærtstående har sit liv og det vilkår i sit liv at være psykisk sårbar.

Forslag til refleksion

Notesbog med kuglepen
Prøv et tænk over dette:
  • Har du ansvaret for, hvordan din nærtstående har det?
  • Hvad er dit ansvar og hvad er ikke dit ansvar ift. din nærtstående?
  • Kan du ændre på din nærtståendes adfærd eller væremåde?
  • Hvad har du evt. en impact på og hvordan?
  • Har du holdninger til eller forventninger om, at din nærtstående skal være eller leve sit liv på en bestemt måde?
  • Hvad gør disse ved dig?
  • Hvordan viser de sig evt. i jeres samvær og kommunikation sammen?
  • Hvordan synes du, at det er gavnligt? Eller måske besværligt?

Forslag til mestring

Gardening

Har du talt med din nærtstående i dag om, hvad vedkommende synes er et godt liv lige her og nu?

De tre vigtigste komponenter i at komme sig, er – håb – selvbestemmelse – muligheder. Er det noget, som du kan forbinde dig med?

At møde din nærtstående med respekt, venlighed og accept, er ekstra vigtigt for psykisk sårbare, da det kan bidrage til at give troen på, at man har en værdi som menneske. Har du check på det?

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Copy link