Livsvilkåret at være pårørende

At være pårørende er et livsvilkår, som man må bære i kortere eller længere tid i livet.

At være pårørende er et eksistentielt grundvilkår

At være pårørende er et vilkår i livet, som er en del af vores liv, lige så meget som andre forhold er det.

Det er ikke kun et vilkår i livet, men det er et ekstra vilkår i livet, udover det liv, der for alle i forvejen on and off byder på udfordringer.

Det er dog også et livsvilkår, som vi må lære at leve med. Vi kan ikke trylle det væk, handle det væk eller fixe det. Et livsvilkår kan vi ikke umiddelbart få til at forsvinde, men vi kan selv have en del indflydelse på, hvordan vi bliver påvirket af det og hvordan vi vil forholde os til det. I en vis forstand er hele websitet her forslag til, hvordan du kan arbejde med det livsvilkår, at du er pårørende.

Dilemmaernes holdeplads

At være pårørende betyder, at man for kortere eller længere tid har taget ophold på dilemmaernes holdeplads. 

Et dilemma er der som bekendt ingen løsning på og ofte ingen let løsning på. Det kan synes nogen gange, at uanset om man vælger at gøre det ene eller det andet, er det ikke helt rigtigt. Vi kan reflektere over et dilemma og ‘løser’ ofte et dilemma på baggrund af vores værdier og livs- og menneskeforståelse. Hvorfor forskellige personer i den samme situation ofte handler forskelligt.

Vidt forskellige livsvilkår

Omend det at være pårørende er et livsvilkår, så er der dog også store forskelle på, hvordan dette livsvilkår viser sig i vores liv.

Der er f.eks. stor forskel på at være forælder til et barn på 10 år eller en ung på 20 år, der stadigvæk bor hjemme eller til et voksent barn på 43 eller 53 år, der forlængst er flyttet hjemmefra. Eller være bedsteforælder med de forskellige (u)muligheder, som det giver.

Ligesom der er stor forskel på at være den raske, hjemmeboende søster eller bror på 19 år i en familie og have enten mindre eller større søskende, der er psykisk sårbare eller være den søster eller bror, men nu 33 år, der ér flyttet hjemmefra, men stadigvæk have psykisk sårbare søskende og sikkert også forældre, der er dybt præget heraf.

Eller være partner og nyforelsket og nyetableret i et kæresteforhold og godt nok vide, at den anden har sine psykologiske udfordringer og så være en anden partner, der er flyttet sammen med sin kæreste og skulle leve med en nærtstående med de samme udfordringer, når forelskelsen er fordampet. Og nu ikke kun leve sammen med den person, som man holdt og holder så meget af, men også leve med den persons stemningsskift og hvordan ens kærestes udfordringer ‘fylder’ i dagligdagen.

Ligesom der er stor forskel på, at være barn eller ung i en familie med en mor, der har en psykisk sygdom eller være voksen barn på 23, 33, 43 eller 53 år og være flyttet hjemmefra, men stadigvæk have en psykisk udfordret forælder.

Det er ca. 15 meget forskellige livsskæbner, der dog alle har det til fælles, at de har det livsvilkår i deres liv, at de er pårørende.

Livet som pårørende

Hvorfor er det nu så vigtigt at understrege, at det er et livsvilkår at være pårørende?

Det er det af to grunde:

  • for det første, fordi et livsvilkår er en tilstand eller situation, som vi befinder os i for en periode, nogen gange for hele livet og livsvilkår er derfor noget, som vi må lære at leve med så godt vi nu kan
  • for det andet, fordi udover at være pårørende er vi jo også så meget andet – dette ‘andet’ er livet, som i perioder også stiller krav til os, kræver os, forventer noget af os og i øvrigt indebærer andre livsvilkår, som vi også skal forholde os til.
    Man kan således sige, at det at være pårørende er et livsvilkår, der kommer oveni det liv, der i forvejen er vores.

Hvordan mestrer vi livet bedst muligt?

At begynde at arbejde med sig selv som pårørende kan være starten på en lang udviklingsrejse, der selvfølgelig først og fremmest handler om, hvad det vil sige at være pårørende og hvilken betydning det at være pårørende har i mit liv.

Men mange opdager også, at det måske kan være svært at sige, hvornår jeg som pårørende starter og holder op og hvornår jeg som person (som den, der ikke er pårørende) tilsvarende starter og holder op.

Den psykologiske udviklingsrejse, som man startede ud på, kan vise sig at blive en detektiv-opgave, der ikke kun handler om livsvilkåret at være pårørende, men lige så meget om spørgsmål som:

• hvem er jeg egentlig?

• hvordan er jeg kommet hertil?

• hvad er mine værdier?

• hvad er vigtigt for mig i livet?

• hvordan tager jeg vare på sig selv?

Hvis du er interesseret i denne synsvinkel, kan jeg anbefale dig at kigge forbi min website om eksistentiel psykologi – “om at være til som menneske og om bedst muligt at håndtere livet” – som du finder her.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Copy link