Følelser og tanker

Som pårørende gør man sig mange tanker om og har mange følelser knyttet til det at være pårørende.

At være pårørende kan opleves som en rutsjebanetur, en pludselig opstået krise, en permanent krise, en konstant kronisk belastning, en labyrint og flere andre ting.

Hvis, der er følelser, som de fleste pårørende kender, er det:

  • afmagt 
  • bekymring
  • desperation
  • fortvivlelse
  • uvished
  • sorg og kedafdethed
  • skyldfølelse
  • skamfuldhed

for blot at nævne nogle. Det er svære følelser, der kommer og går og i perioder ligger som en understrøm eller er helt i forgrunden.

Der er selvfølgelig heldigvis også mange gode og glade følelser, men da de sjældent volder de store vanskeligheder eller tapper os for energi, vil jeg ikke fokusere på dem her. Men heldigvis findes de selvfølgelig også. 

Følelser og tanker er tæt sammenvævet og følelser giver sig ofte udslag i tanker. Mange pårørende oplever f.eks. megen bekymring, der let ‘sætter sig’ som tanker om både nutid og fremtid. Mange oplever også skyldfølelse knyttet til både her og nu og tidligere, der også let ‘sætter sig’ som tanker om en selv og livet. Hvad nu hvis? Hvorfor?

Forslag til refleksion

Notesbog med kuglepen

Der er to fundamentale måder at være på overfor følelser og tanker, der gør ondt og jeg vil stærkt anbefale dig, at reflektere over, om du:

  •  forholder dig til dine mere svære følelser og tanker ved at gå i ‘handle-mode’
  • eller ved at være med dem.

Når vi går i handlemode, har vi en tendens til at forsøge at “fixe” ting og forsøge at løse ting, der faktisk umiddelbart ikke kan ændres. Der er som sådan ikke noget i vejen for at handle og guderne skal vide, at netop handling ofte kræves af pårørende. Hvis vi ikke gør noget, hvem så?

Men svære følelser og tanker er det vigtigt at tage sig af, fuldstændig på samme måde som f.eks. et brækket ben. Hvis dit ben var brækket, ville du så hoppe rundt på det og på den måde få det til at blive bedre?! Sikkert ikke. Et brækket ben er vi nødt til at pleje, på samme måde som vi må pleje, i betydningen være med, vores følelser og tanker.

Forslag til mestring

Gardening

At lytte til vores følelser og tanker

Når tanker og følelser gør ondt og vi har svært ved at ‘slippe dem’, kan det være en god ide at overveje vores forhold til dem.

Tanker og følelser skal tages alvorlige, da de siger noget væsentligt om, hvad der sker i vores liv og hvordan livet påvirker os. Følelserne af f.eks. afmagt og bekymring opstår jo ikke ud af den blå luft, men fordi der er noget, der er svært for os Tankerne opstår så i tillæg, fordi vi følelsesmæssigt har det svært og har svært ved at finde ud af, hvad vi gør ved de svære følelser.

Når vi har svære tanker og følelser, er det derfor vigtigt, at vi lytter til dem – er sammen med dem – inviterer dem indenfor i vores hjem og spørger dem, hvad de gerne vil fortælle os.

At træde et skridt tilbage fra tanker og følelser

Men selvom vi skal tage tanker og føleser alvorligt, skal vi passe på ikke at tage dem alt for personligt. Hvad mener jeg nu med det?

Tanker og følelser er noget vi har, men vi ér ikke vores tanker og følelser. Vi har dem, men er dem ikke. Vi er også så meget mere end lige netop vores tanker og følelser af f.eks. bekymring, afmagt, sorg og fortvivlelse og vi kan få et andet forhold til selv svære tanker og følelser. 

Ved f.eks. at træne vores opmærksomhed på, hvad vi tænker lige nu, vil vi hurtigt opdage, at tankerne nærmest har deres eget liv. De kommer og går, men de gør også alt for at optage vores opmærksomhed. Vi kan på den anden side dog også opdage, at vi selv kan have svært ved at lade tanker og følelser være, men nærmest nogen gange suger dem til os. Og som de fleste ved: når først den ene tanke eller følelse er der, så kommer også den næste og den næste, etc. 

Ved at være opmærksomme på, hvordan vi har det ‘tankemæssigt’ og følelsesmæssigt, vil vi måske opdage, at vi ofte enten “smider” en tanke eller følelse “ud”, da vi ikke vil have, at den er der eller vi nærmest “klynger” os til tanken eller følelsen og lader os “oversvømme” af den.

Hvis vi nærmere observerer, hvad der sker med os, vil vi måske opleve, at vi faktisk selv har en del at skulle have sagt ift., hvordan vi forholder os til de følelser og tanker, der gør ondt.

Opmærksomt nærvær

Vi kan ikke altid vælge vores virkelighed, men vi kan vælge, hvordan vi vil forholde os til den. Og deri ligger hele forskellen på, at de svære tanker og  følelser har os og at vi får et bevidst aktivt og konstruktivt forhold til dem.

Scroll til toppen

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.

Copy link